FullSizeRender-8

Jeg har arbejdet som en hest. Igennem en længere periode, har jeg været 60-70 timer på arbejde. Hver uge. Det giver afsavn til familien og der kommer ubalance indeni.

For vi skal dele sol og vind lige. Arbejde, ansvar og alvor. Med livsglæde, samtaler med dem vi elsker, en koncert, et glas vin i haven med mandens hånd på låret.

Sådan er det for mig. Når den ubalance kommer, bliver jeg opmærksom på at jeg ikke passer godt nok på mig.

Arbejde er en stor del af mit liv. Min profession er tæt op af min lidenskab. Mennesker, kultur og fællesskab. Så i de fleste tider føler jeg mig stærk og dynamisk. De mange arbejdstimer til trods. Der er også tider på arbejde hvor tingene ikke motivere og genererer den samme energi. Sådan er livet. Det ved jeg godt. Men det gør det ikke mindre trægt, når de tider så opstår.

Så tre lange fridage gør mig godt.

Igår skete der så det, at jeg fik tre på stribe. Måske kender du udtrykket “en ulykke kommer sjældent alene.”

Jeg står op og får sendt ungerne afsted. Det starter med en aflysning af et rigtig vigtigt møde ang min søn. Sådan et af de møder, der nu må vente til efter sommerferien.

Så opdager jeg lidt senere, at en af hundene er blevet syg. Sådan rigtig syg. Helt slatten og den er tydeligt i smerter. Jeg ringer til dyrlægen.. Hun er på ferie. Må så kontakten en anden dyrlæge, der heldigvis tager tlf med det samme.

Imens jeg taler med dyrlægen, banker det på døren. En mand med et alvorligt ansigt står derude. Han beder mig afslutte min tlf samtale så det gør jeg.

Han spørger mig om jeg er Lonni Piilgaard. “ja, det er mig?” (jeg står med min syge hund i armene)

“Jeg skal indkalde dig i retten!”

Forvirringen er total. Han vil ikke lade mig kigge i papirerne før han er gået. Han er meget kort for hovedet og jeg når, at tænke mange ting.

Da jeg kommer ind og han er gået, ringer jeg dyrlægen op igen. Hun beder mig komme med det samme.

Først da jeg kommer hjem fra dyrlægen, får jeg tid til at kigge på den stak papir der venter på mig. Det viser sig at det omhandler en efterregning på min fars urnenedsættelse.

Alle forsøg på at forklare dem der har indkaldt mig, at jeg aldrig har fået noget fra dem. At de fastholder at have sendt til E-boks, selvom de ikke har, falder til jorden. Sådan er det i kamp om penge. Man kan ligeså godt glemme alle argumenter.

Man må ned på maven og ligge fladt.

Hvis du lige er startet med at følge med, så døde min far i udlandet. Ingen hjælp fra Danmark, gjorde at jeg selv måtte betale gildet.

– Og nu det her. Min far havde en kæmpe familie. Men regningen hænger på mig.

Måske fordi man er lidt sur på ham over, den måde han valgte, at leve livet på.

Det perspektiv der hedder “hvad så med Lonni? Hvilke følelser giver det hende, at ingen rækker en hånd?”

Det skaber rum og rammer for ensomhed og en tristhed over ikke at få en hjælp til MIN del af det her rod.

Men det sluger jeg. Fordi jeg godt ved, at hver gang jeg knæler ned ved siden af den del af min sårbarhed. Mit tilhørsforhold i andres liv. Min værdi. Så sidder jeg fast. Og det vil jeg gerne være fri for.

Så jeg tager i retten. Spiser en spand lort, og siger “tak for mad”

Rejser mig op. Børster mig af. Glæder mig over den frihed alt mit arbejde har givet mig. Som ung kunne en ekstra varmeregning på 800,- sende mig i knæ. For hvordan skulle jeg få råd?

Så tak, Lonni. Fordi du tager ansvar for dig selv. Fordi du, lige nu, kan sidde med et lille stik i hjertet, AV, men allermest en følelse af taknemmelighed over det liv jeg har skabt. Taknemmelighed for min mand. Der med det samme siger “rolig skat. Det ordner vi.”

Tre på stribe. Sådan er det. Sådan har det altid været. Min hund er okay!

“A series of misfortunate events” Sådan kalder jeg dem. Det holder stik. Ulykker og dårlige nyheder.. De kommer altid i tre.

Jeg frygter dem ikke længere. Trækker vejret ind. Ud. Og ved at jeg har overlevet langt mere end hvad den her verden kan byde mig.

Jeg stoler på, mig.

Knus

Lonni P