12414_346953759758_1377513_n

Fra det allerførste møde med vores børn, lover vi dem evig kærlighed, evig beskyttelse og vi har et evigt ansvar. Så bliver de teenagere og så giver vi slip, fordi vi “kan alligevel ikke følge med”

Jeg er den stolte og frygtsomme mor, til en teenager på 16 år. Hun er fyldt med liv og gå på mod. Hun drømmer om både store og små ting. Hun er målrettet og fyldt med kærlighed for andre levende væsener.

Den største glæde er at se hende udleve det liv der banker i hende. MEN..

Hun beder mig ofte om, at give mere slip. Lade være med at være så beskyttende.

Og langt hen af vejen er jeg da enig med hende i, at hun betaler, en del af prisen for min mulige arbejdsskade. Jeg forsøger at beskytte hende mod alt det, der også foregår i vores smukke samfund.

Der findes et hav af håbefulde, begejstrede og viljestærke unge mennesker.

Der findes også dem der kun har oplevet mørke og derfor, uden moral forsøger at tage glæden og håbet fra dem der har det. Uden omtanke for de konsekvenser det har.

Det oplever jeg på nærmeste hold igennem mit arbejdsliv.

Jeg forstiller mig, at det omtrent må være som at have en forældre der arbejder for politiet. Den vagtsomme del er så svær at undlade imens, man forsøger at opdrage sunde hele mennesker.

Jeg har brug for, fortsat at vide hvor hun er. Hvem hun er sammen med. Rigtig gerne vil jeg have mødt, og set forældrene i øjnene, hvis hun overnatter. Her hos os står vi gerne op og henter hende. Det er oftest et krav. “Hvis du skal ud, så skal du hentes” – og vi kører gerne veninder hjem også.

Hun snyder mig engang imellem. Det ved jeg godt. Får lidt flere genstande end hun ved jeg bryder mig om. Fair nok. Hun er teenager og tror hun er ganske uddødelig. Akkurat som jeg selv gjorde.

De tanker jeg gør mig når jeg hører om piger og drenge, der allerede i 14-16 års alderen, får poser med alkohol med hjemmefra, eller dem hvor forældrene aftaler “to -tre genstande” og så sidder på sofaen med Xfactor hele aftenen imens de dyrebareste unger render rundt i nattelivet, uden at vi som forældre tjekker op på om det vi aftalte holder stik.. Eller hvad tid de kom hjem. Hvor har de sovet? De tanker jeg gør mig handler om svigt. For de unge mennesker agere voksne uden på nogen måde at være det.

Vi har alle hørt om de unge mennesker der i beruset tilstand, dør af kulde, af for høj promille. Om dem der bliver indlagt akut med overdosis at ukendte stoffer, som er blevet puttet i deres drinks. De drenge og piger der bliver udsat for sexuelle overgreb og mange andre skrækscenarier. Mange af disse ting bliver aldrig delt med os forældre. Fordi vi ikke er nærværende og ja, insisterende nok, på at være med på sidelinien af de unges liv.

Jeg bliver nød til at sige højt at det altså også er en del af vores samfund. Derfor er jeg i min fulde ret til fortsat at holde min teenager tæt. Jeg vil vide hvor hun er. Hvem hun er sammen med, og hvornår hun skal hentes.

Vil hun til festival, så køber jeg gerne en billet, men jeg køber også en til mig selv. Så kan vi aftale at mødes.

Jeg er tæt med min datter. Jeg er hendes mor. Det er mig der kender hende bedst. Jeg er ikke klar til at give slip på mit ansvar som hendes nummer et beskytter. Selvom hun vrider sig og synes jeg kvæler hende.

Det er min pligt.

Vi er tætte netop fordi jeg har ansvaret. Hun får ikke lov til at lukke mig ude. Det tager ofte en god time, med snak om overfladiske emner, før jeg bryder igennem skjoldet og får nys om hendes følelser, drømme, og udfordringer.

Men det er for det første det hele værd, og for det andet er det MIT ANSVAR, at komme igennem hendes skjold. For jeg kan godt hjælpe. Jeg er faktisk både god til at lytte og hjælpe. En stærk mor, går ikke i stykker af at høre sandhederne om det som er svært.

Det fysiske nærvær spiller også en kæmpe rolle. Hun får ikke lov til at gå, uden fysisk omsorg. Det er en forældre ret at, kysse, kramme og nusse med sine børn hver eneste dag. Uanset om de er 3-8-10 eller 25 år. De kære store unger har ligeså meget brug for kærlighed og kontakt som vi andre.

Selvom hun er moden og tager et stort ansvar for sit eget liv, så er hun fortsat min datter. Mit barn.

Det er ikke okay, at lade sine unge teenagere drikke sig fra sans og samling. Det er et forældre ansvar, at styre slagets gang, så længe de unge mennesker slet ikke er klar til at konsekvens-beregne.

Hjernen er under ombygning, og så giver vi som forældre slip.. Nej tak!

Det er tåkrummende naivt, at tænke at det styrer de selv.

Jeg holder hende tæt lidt endnu. Der er masser af tid.

Hun skal nok nå det hele. Her bestemmer jeg hvad der er bedst.

Heldigvis <3