Om at være anderledes

10305260_10151820397774364_5417558818000589290_n (1)

Har du nogensinde følt dig anderledes? Underlig og ikke som de andre?

Det er grundlæggende vigtigt for os alle at føle vi hører til. At vi er en del af noget. At det betyder noget for andre at man er der. At det bemærkes når vi ikke er der.

Jeg tænker tit på hvor rodløs jeg var som ung. Jeg var vred og jeg følte en dyb dyb ensomhed. Hvor hørte jeg til? Var jeg god nok og ville livet nogensinde blive min gode ven. Tanker som dem husker jeg tydeligt.

Som 13 årig fik jeg tildelt en kontaktperson. Hun var tilknyttet et kommunalt tilbud kaldet “Støtte på tværs” Vores første møde var på et kontor hvor hun sad med ryggen til på en kontorstol. Hun vendte sig rundt da jeg kom ind og lyste op i et smil. Hun tog min hånd og sagde med glæde i stemmen. ” Velkommen kære Lonni. Hvor er det flot at du fandt herop selvom det kræver lidt med busserne” Hun holdt fast i min hånd. Hun holdte fast i mit blik.

Hun havde blå øjne. mine er brune. Hun havde kort gråt hår der strittede. Mit er brunt. Hun havde en fin jakke på i strik og en broche med rav.  min jakke var grøn. Havde huller og snot i elastikken ved hænderne. Hun duftede af sæbe. Barndommens gade stank fra mig. Hun hedder Hanne. Mit navn er Lonni.

Hun tog mig med på tur med overnatning sammen med andre unge og pædagoger. Hun var bange for heste. Jeg elskede alt ved dem. Så bange at hun intet spiste den dag, jeg havde fået lokket hende med ud og ride ved vesterhavet. Hun var bange og usikker. Jeg bad om den vildeste hest de havde. Hun satte ord på at hun var bange. Hun satte ord på at hun var glad for at jeg havde hjulpet hende et skridt videre i hendes frygt. Jeg var frygtløs. Havde intet at miste. Da jeg kom på efterskole, besluttede kommunen at hun ikke længere skulle være en del af mit liv. Andre skulle tage over. Tabet var stort. Jeg havde prøvet det før. Jeg ved at hjemme i hendes stue står der et billede af mig til hest. Hun sagde “du er en del af min historie, Lonni” I hendes stald står der idag heste.

Da jeg var 15 år blev jeg smidt ud fra efterskolen. kom på døgninstitutionen Rundhøj. Efter et år der var det på tide at komme videre og beslutning fra kommunen blev at jeg var klar til at få mit eget sted.

Jeg blev tilknyttet noget der hedder Turbo som er en gruppe af kontaktpersoner der arbejder tæt med de unge. Der var gruppeaftenen hvor vi skulle spise sammen. Desværre fik jeg aldrig en relation til de voksne. Følelsen af at sidde sammen med andre unge i min situation var ikke rar. Det var ikke hvad jeg havde brug for. De voksne pressede mig og sagde ” du skal deltage i de aftener og du skal benytte stedet her jævnligt. Det skal du kunne for at være en del af os ”

“En del af os” Selvom jeg var et brændt barn var jeg ikke dum. Jeg havde hørt systemets gloser før.

Aldrig ville jeg blive en af dem. Jeg var anderledes.

Eget sted blev to sammenhængende kælder værelser. Lille køkken. Der var mørkt og lugten af fugt var slående.

Kommunen betalte 6400,- til møbler. Alle de møbler jeg havde på Rundhøj var ikke mine, men deres.

Så jeg fik en seng. En gul kommode. Og køkken udstyr.

Når man trådte ind i min bolig mødte du et stort tomt og bart rum. Hvidt med fugtskjolder. Gik du igennem det kom du til mit soveværelse hvor min seng og min gule kommode stod.

Et lille vindue hvor der altid var mudder og græs på. Efter 10 dage fik jeg en dyne af pædagogerne på Turbo. Jeg havde ikke selv råd.

Lad mig slå fast at pædagogerne forsøgte at nå mig. Problemet var at den eneste der havde kigget på mig på samme måde som Hanne gjorde ikke var min primære pædagog. Jeg fik en mand som jeg ikke kan huske navnet på. Under en snak på kontoret om mit dårlige engagement i Turbo spurgte jeg om ikke jeg kunne bytte. De sagde jeg var ude på at lave splitting så svaret var nej. Den dag jeg blev udskrevet fra Turbo var en ligegyldig dag. Deres overlevelse ture og bungy jumping havde ikke gjort “det” for mig.

Opsigelsen fra kælderlejligheden var en ligegyldig dag. Kommunen vidste ikke hvad de skulle stille op. Jeg fik et hotelværelse på 6 kvm. Uden køkken. Uden billeder på væggene. Uden telefon. Uden voksne. Uden liv.

Jeg levede på mine venners familiers nåde. En veninde havde fire andre søskende men hendes mor inviterede mig indenfor. Jeg fik mad. kærlighed. knus og skældud. Der var larm fra børn alle steder og jeg elskede det. Når man lå i det lille badekar med ben der stak ud i den anden ende, stod andre og børstede tænder. Der var dage hvor det reddede mit liv. Nærværet. Liv. Den mor gav mig en dagbog hun selv havde lavet. Jeg skrev så min hjerne næsten ikke kunne følge med. Da den var fyldt ud lavede hun en ny. Jeg var en gøgeunge. Det overlevede jeg på.

Når jeg skriver dette kommer jeg til at tænke på en sang.

Seal har lavet “Loves divine”

Han synger

Then the rainstorm came, over me
And I felt my spirit break
I had lost all of my, belief you see
And realized my mistake
But time threw a prayer, to me
And all around me became still

I need love, love’s divine
Please forgive me now I see that I’ve been blind
Give me love, love is what I need to help me know my name

Kærlighed er det jeg har brug for før jeg kan kende mit navn. Smukt.

Jeg er anderledes. Jeg passer ikke ind alle steder. Det er okay. Friheden til selv at vælge hvad der skal definere mig er min. Den er din. Jeg husker mig selv på at jeg har svage sider og der kan jeg bede om hjælp. Jeg har styrker som jeg gerne deler ud af. Alt hvad jeg kan. Det er okay ikke at være perfekt. At fejle. At dumme sig. Intet liv bliver stærkt uden det.

De nuancer min person har. Din person har. Kommer fra den måde du er anderledes på. Det er som det skal være. Jeg er helt som jeg skal være. DU er helt som du skal være.