FullSizeRender-7

Efter en samtale med min søster kom jeg til, at tænke på om jeg egetligt lyder meget som en storesøster der, trods mine to år mere på bagen, kommer til at lyde belærende.

Det satte en refleksion igang der fik mig vidt omkring. For når man kender et andet menneske så godt, og det går begge veje, så er rollerne vel oftes allerede på plads.

Altså tilliden. Man siger tingene som man ærligt tænker og ser dem, og så er der vel som oftest en forventning om, at tilliden gør, at det også opfanges i kærlighed.. Eller hva?

I mange år har min familiære rolle været, at passe på og være mine små søstres “Go to person.”

Den de begge altid har kunne gå til, ringe til, skælde ud eller græde ved. Dag og nat. Den rolle har jeg været glad for. Jeg er stolt af den, for det giver mig ro i maven, at vide at de har haft det i deres liv.

Rollen som helten i deres historie. Den er jeg stolt af. Fordi jeg ved hvad det betyder i et, til tider, turbulent liv, at have en man ved stiller op. Hver eneste gang.

Nu er det så sådan, at de to små er blevet voksne. De har hver deres gode og dejlige mand, som jeg elsker, respektere og har et godt venskab til og med. Det betyder jo alt i forhold til den ro, de har i deres liv og kan give videre til deres børn.

De har fået børn og der er gode, kompetente og kærlige mødre.

Begge af dem er godt igang med karrierer og uddannelse, og med at indfri deres drømme.

Det efterlader en stolthed, og jeg kan fortælle at hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har hørt ordene “jamen hvor har i da klaret jer godt” så ville jeg skrive denne blog fra Caribien et sted.

Så ja. Vi er alle kommet godt afsted og er igang, med hver vores.

Det som det også efterlader, er et lille savn. For der har ikke været ringet med alarmen længe. Ingen udrykning til en brand i deres liv, de havde brug for jeg skulle slukke. Måske føles det sådan når ens børn er voksne og man kun ser dem til jul.. Måske er jeg bare lidt dramatisk ;)

Det giver et tomrum og en situation for mig, der byder mig, at finde ud af hvor min plads så er. Jeg skal nu lukke ned for min vagtcentral og fokusere på, “bare” at være søster. Storesøsteren der faktisk kommer til at lyde belærende, og jeg hører også mig selv sige “ajjj pas nu lige på med det” osv. For i vores forhold er jeg nu den gamle. Hende der ikke tager ligeså store chancer som, ihvertfald den yngste af mine søstre.Ikke fordi jeg ikke har taget mine chancer som yngre, for det har jeg, men fordi hun er ung og fyldt med et andet mod på livet.  Det er ren kærlighed.

Så jeg er skide stolt. Det er jeg. Men jeg håber aldrig de glemmer, at jeg har været 100 meter løber i de tider af livet hvor det var det, de havde brug for.

Med lidt suk og savn.

KH

Lonni

Aka storesøster og moster <3