Traumer-og-omsorgssvigt-og-hypnose-psykoterap

Hver eneste dag tvinges vi som mennesker til, at forholde os til andre mennesker.

I alle dagligdagssammenhænge, ser vi ind på dem vi er omgivet af. Vi både tænker og føler noget, hele tiden.

Empati for andre mennesker er grundlæggende for at vi kan sætte os i andres sted.

Man kan sige at omsorgen er når jeg “tager mig af” et andet menneske. Giver en hånd ved udfordringer, anerkender eller være solidarisk. Det er omsorg.

Empatien er endnu vigtigere.

Ikke for at kunne udføre en pædagogisk praksis, men for at det jeg siger og gør i arbejdet med andre mennesker, også virker ægte.

Empatien er det dybere lag, hvor vi indeni kan sætte os ind i det andet menneskes følelser og tanker. Når barnet skal cykle uden støttehjul for første gang, og vi lige snapper efter vejret, eller når vi giver en hånd til den ældre dame, med de tunge indkøbsposer. Man sætter sig ind i det der foregår for den anden.

Der er altså forskel på omsorg og empati.

Så når et ungt menneske mødes af systemet, måske allerede fra en tidlig alder, tror jeg at det kan være en næsten umulig opgave for et barn eller ungt menneske, at spejle sig og virkeligt mærke sig selv. Hvordan udvikler de sig så til sunde, nysgerrige unge mennesker?

En stigende tendens i vores samfund er desværre, at unge mennesker, uden at tænke over hvilke følger det kan have, tager stoffer i en tidlig alder.

Som pædagog på en sikret afdeling møder jeg helt unge mennesker, helt ned i 14 års alderen, der kommer til en sikret fordi de skal afvænnes. Nogle endda medicinsk afvænning fordi misbruget er så langt ude. Det er absolut skræmmende.

Som jeg ofte siger under mine foredrag, så er første skridt i arbejdet med disse unge, at få standset ulykken. Førstehjælp til et liv helt ude af proportioner.

Hvad flygter de fra? Hvem og hvad har gjort dem så ondt i livet, at de ikke kan se håb eller en fremtid, væk fra rendestenen?

Flere af disse unge mennesker er systemkritikere. Det kan der være flere grunde til. De kan have lært det fra mor og far. At systemet er ude på at gøre os ondt. At kommunen kun er til besvær, fordi man skal kæmpe for de få penge og man skal kæmpe for ikke at få fjernet børnene, selvom de i mange tilfæde ville have haft bedre af et nyt sæt forældre.

Men det kan også være fordi systemet har svigtet dem. Igen og igen.

Et eksempel kan være de børn der lever under misbrug fra forældrene. Det være sig af stoffer, alkohol eller seksuelt misbrug. De familier som kommunen udemærket ved, er en krigszone for de stakkels børn. Eller i det tilfælde hvor man har en mor og en far der er blevet skilt, så bor man trygt hos den ene forældre, fordi den anden slår, drikker og faktisk med ord og handlinger viser at man ikke er hverken elsket eller ønsket.

Så dør den forældre man bor trygt hos, og man anbringes hos den anden. Den der ikke elsker. Den forældre der valgte en fra. På kommunens beslutning.

Imens man sørger og skal komme sig over tabet, får man bank til morgenmad og skyld og skam til frokost. Jeg forstår til fulde hvad det handler om for disse unge mennesker. Man starter med at være knust. Så gør man sig hård som granit. For hvordan fanden overlever man ellers i en krigszone?

Så hvad gør man så?

Man danner som barn eller ung en syntetisk identitet. Den hvor man bare trækker vejret og aldrig tænker længere end max en dag frem. Man lever fra dag til dag og planlægger ikke fremtiden, fordi den er så uvis, og fyldt med fælder. Overfladisk og kunstigt. Husk lige at man må blive til NOGEN før man kan blive til NOGET.

Man overlever. Og i det bliver man verdensmester i at lukke alle andre ude.

Hvor vil jeg hen med det her?

Når disse unge mennesker møder os pædagoger. Så er det ikke nok med omsorg. Der skal empati til.

De pædagoger der ikke formår netop empatien, kommer aldrig derind hvor man kan gøre en lille bitte forskel. Der hvor man kan få lov til at sætte et spejl op, der viser de smukke sider af det her fragmenteret unge menneske. Spejler deres charme, deres evner, deres kompetencer, deres humor, deres intelligens og deres sjæl. Viser dem at de er værd at holde af og elske. Alle børns ret!

Når vi giver omsorg kommer det ikke fra hjertet. Det kommer fra hjernen. Der hvor vi, med overskud ved hvad vi skal og kan gøre for at hjælpe et andet menneske. Praktisk.

Empatien er sproget fra hjertet. Det vil i mange tilfælde være et helt nyt sprog som barnet eller den unge skal lære. Jo mere svigtet et barn er, jo mere ødelagt vil dets sprogøre være. Det vil få store udfordringer ved overhovedet at genkende hvad det er der siges. Fordi det kan være svært at genkende noget man ikke har oplevet, eller har undværet i meget lang tid.

Jeg tror at en del af det vi omtaler som professionel kærlighed, handler om den forskel. På omsorg og empati. Den kolde hånd, som vi pædagoger er ansat til at udøve. Når mor og far svigter og man derfor er tvunget til et liv, med opdragene pædagoger og kommunale beslutninger. Hvor er hjertet i det?

Skal vi være den del af løsningen for det skråplan mange af vores unge mennesker, kommer ud på, så må vi blive dygtigere til at tale om forskellen på de snakke der kommer fra hjernen, og have mere fokus på at turde dem der kommer fra hjertet. Dygtiggøre os til at nå ind i sjælen på disse unge mennesker.

Når vi først, på en autentisk måde kan sætte os ind i et andet menneskes situation. Føle med de unge mennesker. Så kan vi aktivt være med til at ændre deres situation.

De ville aldrig stole på os uden den ægthed.

Hvem kan klandre dem? Så vi må dygtiggøre os. Blive mere skarpe og insisterende på at vise dem empati, som de kan voksen i.

KH Lonni