Jeg har sagt mit job op.

JA. Så langt et tilløb, og jeg endte med at sige op. Jeg er ikke længere pædagog på en sikret afdeling.

Pyha, det var et stor spring. Med alt hvad der hører sig til, af tvivl, sommerfugle i maven, og et par søvnløse nætter. I det sekund min opsigelse var sendt. Følte jeg mit lettet. Fri.

For hvorfor stoppe et sted, man har været så glad for at være? Fordi der er gået næsten 8 år, siden jeg havde min første dag. Forude venter nye udfordringer og oplevelser.

Og lidt i tråd med tvivl, sommerfugle og et par søvnløse nætter, kastede jeg mig ud i min første dag. På daværende tidspunkt havde jeg, en stor del af arbejdsmæssig frihed. Som leder for en personale afdeling, kunne jeg planlægge min dag. Havde en god løn og var glad.

MEN, der manglede noget. Jeg savnede kontakten med de unge mennesker. Så jeg søgte jobbet som pædagog. Ikke noget min mor var så glad for. Hun var rigtig bange for hvordan jeg ville have det, på en sikret afdeling. Men det var den bedste arbejdsmæssige beslutning EVER. Indtil nu.

Jeg har haft de bedste kolleger. Den bedste leder. Jeg har virkeligt lært så meget. Jeg har minder for livet, der er kædet sammen med de unge der har lukket mig ind i deres liv. I deres barske historier.

Jeg har set dem vokse. Jeg har set dem blive stærkere. Trives. Se sunde ud. Droppe misbrug og medicin. Se dem smile igen.

Jeg har trøstet og holdt om. Vækket tilliden i dem.

Nu har jeg sagt op. Og på mandag starter et nyt eventyr, og jeg glæder mig.

Veni Vidi Vici <3

KH Lonni