Som 16 årig fik jeg mit første lejeværelse. Det var to sammenhængende værelser i en kælder, midt i et smukt villakvarter i Viby J.

En ældre rødstensvilla med en smuk have. Man kom ind af en havelåge og gik igennem et palisander net af grønne blade.

Det blev aldrig et sted hvor jeg følte tryghed eller at det sted var mit. Det var så fyldt med ensomhed og alt for megen tid til at tænke over alt det jeg skulle igennem for at blive et helt menneske. Menneskers mørke sider og inde i mit hoved var der så mange lyde.

Lyde af råb, skrig og smerte. Gråd. Ufrivilligt kunne jeg vende mig om for at se hvor skrigene kom fra. Men når jeg tænker mig om, så vidste jeg godt at de kom inde fra.

Jeg havde i mange år hjemve. Ikke efter mit barndomshjem. Jeg var gået derfra og havde smækket med døren.

Men efter noget helt basalt der indeni føltes som hjem. En kerne af mit helt eget jeg.

Kender du det? selvom man står midt på strøget. Så føler man sig alene og kan have en knugende hjemve i maven.

Hjem er en følelse for mig. Det har jeg lært med tiden. Jeg kan sagtens have et sted at bo, mad i køleskabet og penge i banken. Samtid med at jeg føler mig lost.

Men hjem er det jeg føler når jeg har kvalitetstid med min familie. Mine børn. Min mand. Mine søstre.

Hertil aften kørte vi på kirkegården for at tænde et lys for min far.

Jeg siger dig det var smukt. Mørket var faldet over hele byen, og så snart vi kørte ind på kirkegården, kunne jeg se hundredevis af levende lys som dem der savner har tændt.

Jeg har både mand og børn med, og står der i mørket. Lyst en smule op af alle de flakkende små lys.

Hjemve.

Den melder sig lynhurtigt. Savnet fylder.

Drengene har lige diskuteret. Jeg beder dem tie stille og beder dem holde sig fra hinanden.

Med det samme opfanger de min hjemve. Fra hver sin side kommer de hen til mig og holder mig tæt. Der står vi i lang tid og bare krammer.

Min yngste drejer mig i armen. Vender mit ansigt imod hans og spørger “er du okay mor?”

“Ja, skat det er jeg. Jeg savner bare den tossede gamle mand”

“Hvad tror du han ville sige hvis han var her mor?”

” Han ville sige Det er Pizze kålt”

Latter og et kys på kinden. Mit anker ligger tungt her hos min familie.

Der er altid mange følelser der melder sig i højtiderne. De har aldrig før været forbundet med glæde.

Men der er heldigvis en af de følelser der altid fylder mere end de andre.

Det er taknemmelighed. For at have overlevet. For fortsat at have min familie. Med alle deres personligheder på godt og ondt. For den varme der er her i det hjem som jeg selv har bygget.

Taknemmelighed for mine unger som jeg kan se mig selv i hver eneste dag.

For at der her ved min side ligger en sovende bjørn. I ham og ungerne har jeg mit faste hjem <3

 

Glædelig jul.

Kh Lonni